Etronic leverer tilfredsstillende resultat i 2009
Den danske elektronikproducent fastholdt millionoverskud i 2009 på trods af finanskrisen.
- Grunden skyldes en stor fokus på fastholdelse af kunder, godt styret produktmiks, fokus på levering til tiden og ikke mindst implementeringen af lønsomhedsplaner via stor leder- og medarbejderinvolvering, siger administrerende direktør Henrik Larsen.
Leveringstid i fokus
- Samtidig er der brugt tid på opsøgende salg, der skal være med til at sikre den fremtidige vækst, samt styret udvikling og innovation, hvor blandt andet udvalgte kunder og segmenter inviteres til innovationsseminar med fokus på vækst og lønsomhed i samarbejdet, uddyber han.
Henrik Larsen forklarer, at en af virksomhedens helt store udfordringer i 2009 var at skabe komponenter til de solgte ordrer, så man var i stand til at levere til tiden, da ”time to market” i finanskrisen er blevet minimeret væsentligt.
Samtidig forventer han, at 2010 bliver et spændende år med fokus på de nuværende kunder samt en mængde nye dialoger med danske og udenlandske kunder indenfor specialet ”intelligent udvikling og produktion af styring af lyd og kommunikation” samt porttelefonsystemer, kaldeanlæg mm.