23948sdkhjf

Klimaglade kinesere kan blive Danfoss' største marked

Frygt for en økonomisk nedtur i Kina rører ikke Danfoss, der vokser kraftigt på det store marked i øst.

Danfoss kunne for første kvartal levere den højeste vækst i årevis. En af de hunde, der trak mest for i koblet, var Kina. Landet investerer massivt i klimavenlige løsninger og kan blive Danfoss' største marked.

Det fortæller administrerende direktør Niels B. Christiansen efter regnskabet for første kvartal. Kina oplever lige nu solide vækstrater, men en enorm indenlandsk gæld giver frygt for en hård økonomisk opbremsning.

- Vi er meget stærke inden for energi og energieffektivitet. Og der skubber Kina meget på. Premierministeren selv har sat fokus på det.

- Vi ligger rigtigt godt til i forhold til de ting, de har fokus på. Så vi er lidt afkoblet i forhold til den generelle økonomiske udvikling i Kina. Det gør os mere positive omkring Kina, siger Niels B. Christiansen.

Siden USA valgte præsident Donald Trump har landets administration fokuseret mindre på klimaet. Kina er dermed tættere på at have den globale førertrøje, når det kommer til indsatsen for at forbedre klimaet.

- Det er drevet af flere ting end filantropi, for det giver også økonomisk mening at blive mere energieffektiv. Men effekten er, at vi begynder at se Kina mere som det land, der sætter klare mål og går efter dem, og som dem, der har førertrøjen i forhold til USA.

- Det sagt, så er tingene jo ikke gået i stå i USA, siger Niels B. Christiansen.

For nuværende er USA stadig Danfoss' største marked, men Kina spiser sig ind.

- Kina fylder mere og mere, og det er rigtigt positivt. USA er stadig noget større, men det er da ikke så mange år siden, at Tyskland var det næststørste marked.

- Med de vækstrater, som Kina udviser nu, kravler de deropad. Men der går nok lige et par år, før det runder USA, siger direktøren.

Ud over Kina går det hastigt frem i Indien også. Niels B. Christiansen fortæller, at han snart forventer, at alle fire BRIK-lande, Brasilien, Rusland, Indien og Kina, vil være i top ti for selskabet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.565