Medisat er blevet SKI leverandør
Ballerup-virksomheden skal levere produkter til sundhedssektorens kommunikationsinfrastruktur.
Aftalen rummer blandt andet Medisat telemedicineringsudstyr til sundhedsområdet. Det drejer sig om såkaldte patientkufferter til patienter med KOL og hjertesvigt samt udstyr til brug ved genoptræning og telemedicin.
Mulighed for at vælge én enkelt leverandør
Den samlede produktsammensætning sigter imod helhedsorienterede pakkeløsninger. Rammeaftalen giver dermed de offentlige kunder mulighed for at vælge totalleverancer med tilhørende serviceydelser fra én enkelt eller flere leverandører i et bredt felt med mange store spillere samt mindre specialleverandører.
- Foruden det nyeste ”klassiske” udstyr, som kan købes på aftalen, har vi suppleret med produkter fra den innovative, velfærdsteknologiske verden. Derfor kan man på aftalen fx finde alt fra elektroniske fodlænker til hjemmeafsoning og patientkufferter til blandt andet telemedicinering til enkelte hard- og softwareprodukter samt tilhørende drifts-, vedligeholdelses- og serviceydelser, siger Søren Bo Christensen, udbudschef fra SKI.
SKI er forkortelsen for Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S, som udbyder rammeaftaler, så offentlige og halvoffentlige institutioner kan indkøbe direkte, da udbuds- og annonceringspligt er afløftet i rammeaftalerne.