23948sdkhjf

Lumigon lancerer den første danske mobiltelefon i mange år.

Telefonen har multi-touch, mulighed for HDMI-opkobling og kan fungere som fjernbetjening.
Lumigon T1 og S1 hedder en ny dansk mobiltelefon-serie, der bliver lanceret i dag på en internationale mobilmesse Mobile World Congress i Barcelona.

Telefonen bliver produceret i Kina, men er designet helt fra grunden af Lumigon, som har hovedkontor i København.

- Jeg tror, vores telefon passer til et meget bredt spektrum af mennesker. Vi har villet udvikle nogle telefoner, som både designmæssigt og funktionalitetsmæssigt er lidt mere innovative end det andet, der findes på markedet, siger adm. direktør og stifter af Lumigon, Lars Gravesen til Ingeniøren.

Universal fjernbetjening
Smartphonen skiller sig ud fra andre telefoner blandt andet ved at kunne kobles op til et tv via HDMI, som dermed gør det muligt at streame HD-video direkte fra telefonen op på skærmen samt bruges som browser og mail-klient via flaskærmen.

Og så kan den takket være en infrarød modtager og sender fungere som universal fjernbetjening. Det skriver Ingeniøren.

Det har taget to år at udvikle telefonen, som kommer i tre varianter.

Indmaden i alle tre modeller er den samme og telefonerne kører på Googles styresystem til mobiltelefoner Android i version 2.1.

Ikke direkte iPhone-konkurrent
Selvom der langt fra er tale om den første mobiltelefon med både Android eller multitouch-funktionalitet, så er Lars Gravesen ikke i tvivl om, at der er plads til endnu en smartphone på det globale marked.

- Der bliver solgt omkring 1,2 mia. mobiltelefoner om året, så der er plads til utroligt mange udbydere på det marked. Vi har ikke været i tvivl om, hvis man laver noget, der er anderledes, så er der plads, siger Lars Gravesen og understreger, at Lumigons telefoner ikke skal ses som direkte konkurrenter til eksempelvis en Iphone.

I forhold til distributionen af telefonerne har Lumigon indgået forhåndsaftaler med tre internationale teleoperatører - heriblandt en unavngiven operatør på det danske marked.

Telefonerne kan købes i Danmark fra omkring april eller maj.

Op ad bakke
Teleanalytiker John Strand glæder sig over, at nogen har taget initiativ til at lave en dansk mobiltelefon, men han spår også, at Lumigon får en udfordring i at sælge telefonen på det globale marked på grund af hård konkurrence fra eksisterende producenter.

- Jeg synes, det er imponerende, at nogen prøver på at lave en dansk mobil telefon. Når det så er sagt, så vil jeg også sige, at det er op ad bakke. Jeg synes, det er skønt og forfriskende, at der er nogen, der gør det, det har jeg dyb respekt for, siger John Strand til Ingeniøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063