23948sdkhjf

Batteriproducenten Northvolt begærer sig selv konkurs

Den svenske batteriproducent Northvolt har begæret sig konkurs. Det er ikke lykkedes at skaffe ny kapital

Fremtiden har længe set sort ud for den svenske batteriproducent Northvolt, og nu ser det ud som om, at det snart kan være slut.

Ifølge Reuters har selskabets ledelse besluttet at begære selskabet konkurs, fordi det ikke er lykkedes at skaffe ny kapital til at fortsætte driften.

- Efter et udtømmende forsøg på at undersøge alle tilgængelige måder at sikre en livskraftig økonomisk og operativ fremtid for selskabet, har bestyrelsen for Northvolt i dag begæret sig konkurs i Sverige, lyder det i en pressemeddelelse.

De ansatte på Northvolts fabrik i svenske Skellefteå har fået samme besked her til morgen. Sammen lagt anslås selskabet at have 5000 ansatte verden over.

Krisens omfang stod første gang klart sidste sommer, hvor det kom frem, at Northvolt havde problemer med at leve op til indgåede kontrakter og få overskud på driften.

I september varslede selskabet 1600 fyringer, og i november ansøgte Northvolt om konkursbeskyttelse.

Gælden i moderselskabet er dobbelt så stor som aktiverne, og egenkapitalen var ved årsskiftet på minus 34,3 milliarder svenske kroner.

Flere danske pensionsselskaber har investeret i Northvolt. Det gælder ATP, Danica Pension og ATP.

Den tyske bilproducent Volkswagen og investeringsbanken Goldman Sachs har samtidig milliarder i klemme i konkursen.

Håbet var, at Northvolt kunne etablere sig som et europæisk alternativ til de kinesiske producenter af batterier til elbiler.

Selskabet investerede kraftigt i nye produktionsfaciliteter i blandt andet Canada og Tyskland, men indtægterne voksede altså ikke i samme omfang.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.052