23948sdkhjf

Millioner til udvikling af optisk teknologi i datacentre

Behovet for en hurtig, energieffektiv og billig interconnect-teknologi er blevet et smertepunkt for datacenterudbydere.
Den danske virksomhed IPtronics har gennem en årrække udviklet integrerede kredse og er blevet ledende på verdensmarkedet. Indtil nu er det primært med produkter til at forbinde servere med hinanden og internt i supercomputere – produkter, der er kendetegnet ved meget mindre effektforbrug, end det er muligt at lave med elektriske forbindelser.

Nu vil virksomheden i samarbejde med DTU Fotonik udvikle produkter til brug internt i servere, hvor antallet af forbindelser mangedobles.

Brugervenlige komponenter
Projektet kræver avanceret viden om de optiske komponenter, og derfor er DTU Fotoniks mangeårige erfaring med karakterisering af og arbejde med optiske komponenters opførsel af vital betydning for gennemførelsen af projektet.

- Vi har i en årrække været verdens førende inden for integrerede kredse, der indgår i optiske forbindelser fra server til server. Vi vil gerne bruge dette forspring til at blive markedsleder for chips indeni servere, udtaler direktør for IPtronics, Niels Finseth.

- Det handler om pris og ”ease of use”, så det skal være let at bruge vore komponenter, og de skal være billige. DTU Fotonik kommer med de kompetencer, vi mangler inden for de optiske komponenter, tilføjer han.

Millioner fra Højteknologifonden
- DTU Fotonik har i mange år arbejdet med langdistance optisk kommunikation. Det er derfor utrolig spændende at være med i et projekt, hvor der skal arbejdes med optiske forbindelser over meget korte afstande, og hvor det er helt andre parametre, der skal optimeres, når prisen skal helt i bund, udtaler Palle Jeppesen, professor, DTU Fotonik.

For at gøre de optiske forbindelser tilstrækkeligt billige vil der i projektet blive udviklet en teknologi, der gør det muligt for de optiske forbindelser at konfigurere sig selv. Det bliver dermed muligt at reducere tidskrævende og kostbar test, inden modulerne monteres i serverne.

Højteknologifonden støtter nu forskningen med 6,7 mio. kr. over to år.

Kilde: Højteknologifonden - http://www.hoejteknologifonden.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.97