COP15 sætter Danmarksrekord i udrulning af it-arbejdspladser
Mens planlægningen af COP15 tog to år, havde Kemp & Lauritzen kun otte uger til at etablere 6.100 it-arbejdspladser med el-forsyning, data og telefoni.
Men samtidig var Bella Center booket op med andre messe- og kongresaktiviteter helt frem til 1. november 2009. Kemp & Lauritzen koncernen havde derfor reelt kun otte uger til at udføre hele installationsarbejdet - tilmed med sideløbende messer og udstillinger i halvdelen af tiden.
Stram tidsplan
- Vi hjalp også med at gennemføre EU-topmødet i 2002, men jeg tror ikke, at hverken vi eller Bella Center har oplevet så stram en tidsplan før, konstaterer afdelingschef Jan Hoff-Hansen fra Kemp & Lauritzen koncernen.
- Og så blev bestillingen af it-arbejdspladser tilmed øget fra 4.600 til 6.100 blot en måned før deadline. Her var der virkelig brug for at trække på alle koncernens ressourcer samtidig - lige fra logistikfolk til el-, data- og VVS-installatører. Gennem hele perioden har vi haft 80-100 mand i fuld gang herude, uddyber han.
Kemp & Lauritzen har deltaget i hele planlægningsfasen samt total- og detailprojekteret hele it- og el-delen på COP15.
20 km kabling om dagen
Det gigantiske kontorkompleks til delegerede, journalister og tv-stationer har egen infrastruktur med et højkapacitets data- og telenetværk. Og alt er naturligvis sikret effektivt med backup i tilfælde af strømsvigt, kabelbrud osv.
Desuden forsyner Kemp & Lauritzen it-arbejdspladserne med el til alt fra lys til pc’ere og kaffemaskiner. Selv installationerne til og fra den store Vestas-vindmølle og LED-belysningen på parkeringspladserne har de været involveret i.
- Tempoet var faktisk så højt, at vi i gennemsnit lagde over 20 km kabel pr. dag. Og det betød, at vores leverandør måtte trække på helt nye forsyningslinjer i Europa for at kunne følge med, forklarer projektchef René Jeppesen fra afdelingen Ncore i Kemp & Lauritzen.
Kilde: Kemp & Lauritzen - http://www.kemp.dk