Qinetiq og Vestas lancerer radar-teknologi til vindmøller
Den britiske konsulentvirksomhed har sammen med Vestas udviklet en teknologi, der skal hindre, at vindmøller forstyrrer radarer.
Projektet, der har løbet over de seneste fem år, har resulteret i en speciel ”stealth turbine”-teknologi, der markant kan reducere de radarsignaler, som vindmøllerne udsender. Systemet er så effektivt, at signalerne nu kan filtreres væk af de luftfarts- og forsvarsmyndigheder, der benytter radarer.
Systemet har et stort potentiale, idet der alene i Storbritannien anslået er vindmølleparker med en samlet effekt på 9 GW, som lige nu står på standby på grund af protester fra radaroperatører.
Stealth turbinerne bruger en række radar absorberende materialer (RAM), der integreres i den almindelige produktionsproces for både naceller, vinger og tårne. Disse inkluderer modificerede kompositter til nacelle- og vingeproduktion samt en speciel RAM-belægning, der kan sprøjtes direkte på tårnet og andre statiske overflader.
Kilde: Qinetiq - http://www.qinetiq.com