Østjyske iværksættere til kamp mod standby-strøm
Elektriske apparater sluger masser af strøm, når de ikke er i brug. Derfor er EU på vej med et direktiv, der skal sænke standby-forbruget til max 1 watt. Et østjysk iværksætterpar vil dog gerne længere ned.
Mange muligheder for anvendelse
- Pr. husstand kan man komme ned på ca. 1 kWh i årligt standby-forbrug, hvilket kun koster ca. 2 kr. Det skal sættes i forhold til et normalt forbrug på knap 1.000 kWh og en udgift på omkring 2.000 kr. i gennemsnit. I 2006 havde vi i Danmark et standby- forbrug på 1.100.000.000 KWh til en pris af et par milliarder kroner, og udgiften er vokset voldsomt siden. Her er virkelig mange penge at spare, samtidig med, at vi kan skåne atmosfæren for udledning af millioner af tons CO2, udtaler René Ingemann Pedersen.
Den nyudviklede komponent kan anvendes i samtlige elektroniske apparater og komponenter, der anvender strøm, fx pc- udstyr, netadaptere, hårde hvidevarer og meget andet. Selv om man er med på ”den grønne bølge”, er der en del at hente. Strømspare-skinner giver gevinst, men de bruger selv konstant ca. en watt. De fleste hårde hvidevarer har et skjult standby-forbrug, som ikke kan slukkes. For eksempel kan en nyere emhætte bruge 1-5 watt, mens den venter på at blive tændt.
Moderne kontormiljøer er præget af meget udstyr, som enten ikke er slukket eller sat på standby. Det gælder ikke kun pc´ere, men også fx hæve/sænke-borde, som konstant bruger el, selv om de måske kun aktiveres et par gange om ugen.
Firmaet bag ”ZZZero” har også leveret kredsløb til de hidtil eneste strømspare-skinner på markedet, der ikke selv sluger en watt. Disse produkter, som er udviklet i samarbejde med firmaet Save Power A/S, Vejle, kræver kun et forbrug på ca. 0,02w.
Kilde: Vækstforum i Region Midtjylland