Dansk opfindelse kan hjælpe 250.000 danskere til bedre livskvalitet
Dansk biotech-virksomhed ser millionpotentiale i en ny metode, der skal forhindre tænderskæren.
Alene herhjemme skærer omkring 250.000 danskere tænder. Bruksisme, som det hedder, kan give omfattende tandskader, hovedpine, nakke- og ansigtssmerter samt forstyrre nattesøvnen og dermed nedsætte livskvaliteten.
Den nye, banebrydende metode til behandling af symptomgivende tænderskæren hedder Grindcare og er en bio-feedback behandling, hvor et lille apparat på størrelse med en iPod og en lille elektrode sender meget svage elektriske impulser, der ændrer uønskede tyggemuskelbevægelser hos patienten. Takket være bio-feedbacken afslappes kæbemusklerne, og på længere sigt kan en refleks indlæres, der nedsætter patientens tænderskæren. Man undgår således at skulle sove med en bidskinne i munden, som for mange patienter er forbundet med stort ubehag. Kliniske studier på Tandlægeskolen på Århus Universitet har vist, at patienter, der sover med Grindcare i blot to-tre uger kan halvere deres tænderskæren og sove uforstyrret.
- Interessen for vores unikke behandlingsmetode har fra starten været global. Forskere fra hele verden viser stor interesse for Grindcare – teknologien og resultaterne – og vi forventer at gennemføre kliniske studier i både USA, Holland, Tyskland, England, Japan, Canada og Danmark i løbet af de kommende år, siger Troels Bierman Mortensen, administrerende direktør for Medotech A/S.
Medotech har udviklet GRINDCARE i samarbejde med en række førende high tech virksomheder i Danmark, og virksomheden forventer, at produktet vil kunne nå ud til mere end 20.000 kunder i Europa og USA i løbet af de kommende to-tre år og herved sikre Medotech en omsætning på over 100 mio. kr.
Kilde: Medotech - http://www.medotech.dk