Innovation – fordi det er farligt at holde stille på en motorvej
I en krisetid er innovation blevet et endnu vigtigere nøgleord. Det er nemlig gennem nyskabelse, at virksomhederne udvikler sig og kommer et skridt foran konkurrenterne.
- Verdensbilledet lige nu er præget af finanskrise. Men betyder det, at alt er gået i stå? Selv om der er finanskrise, bruger vi stadig masser af penge på os selv. For virksomhederne handler det om at være dem, der bliver valgt ud, og her er nogle af de vigtige aspekter marketing og produktudvikling, forklarede Jens Christian Lodberg Høj.
Netop der mener han, at innovation er et af nøgleordene. Udviklingen går i mange brancher utroligt hurtigt, og det eneste man kan være sikker på er, at der en dag kommer nogen, som ved mere end en selv.
- Hvis man vil ligge forrest, må man vælge en anden vej. Innovation er en ny ide, der bliver implementeret og skaber værdi, forklarede Jens Christian Lodberg Høj.
I den forbindelse gav han en række gode råd til, hvordan man får løftet arbejdet med innovation op på et strategisk plan i virksomheden.
- At arbejde med innovation er ikke en beslutning, der kan tages af den enkelte medarbejder. Innovation kræver en kultur, hvor der er plads til fejl, plads til at tage ved lære af fejl, eksperimentere og at have flere bolde i spil på en gang, lød det fra Christian Lodberg Høj.
- Derudover skal man have mål for innovationen, give plads til anderledes tænkende medarbejdere, have en ledelse der vil innovation samt lytte til brugerne. Innovation handler om at turde vende ting på hovedet, at få input fra eksperter, at bryde vanlige tankemønstre, at tage udgangspunkt i kunder og at følge tingene til dørs, fortsatte han.