23948sdkhjf

B&O-underskud lidt større end ventet

Struer-koncernen satte tirsdag punktum for et svært år. Helt som ventet endte det med markant fald i omsætningen og stort minus på bundlinjen.
B&O’s samlede omsætning blev i regnskabsåret 2008/2009 på 2,790 mia. kr. mod 4,092 mia. kr. sidste år. Resultatet af primær drift blev negativt med 496 mio. kr., hvoraf 106 mio. kr. vedrører omstruktureringsomkostninger, mod et positivt resultat på 195 mio. kr. i regnskabsåret 2007/2008. Resultat før skat blev et minus på 523 mio. kr., hvor koncernens udmeldte forventninger var et negativt resultat på 510 mio. kr. I regnskabsåret 2007/2008 var resultatet før skat positivt med 154 mio. kr.

Et af lyspunkterne i regnskabet er forretningsområdet Automotive, der i regnskabsåret har realiseret en omsætning på 174 mio. kr. og et positivt resultat.

Derimod har man helt som ventet haft tilbagegang i audio- og videoforretningen. I 2008/2009 endte omsætningen på 2,720 mia. kr. mod 3,992 mia. kr. året før.

- Koncernen oplevede et markant fald i omsætningen på samtlige markeder i regnskabsåret 2008/2009. Det generelle fald i omsætningen, som tog til efter afslutningen af første kvartal, skyldes i høj grad den generelle økonomiske afmatning. Afmatningen har medført en betydelig nedgang i forbrugertilliden og privatforbruget, og sammenholdt med at markedet for eksklusive audio- og videoprodukter er konjunkturfølsomt, har dette medført et faldende salg. Herudover kan faldet i omsætningen henledes til de mindre succesfulde og manglende produktlanceringer. Bang & Olufsen har i de første tre kvartaler af regnskabsåret 2008/2009 lanceret ganske få nye produkter, ligesom enkelte produktlanceringer omsætningsmæssigt ikke har levet op til forventningerne, skriver B&O i regnskabet.

De manglende produktlanceringer forventer man til gengæld at råde bod på i indeværende regnskabsår, hvor der blandt andet er planlagt lancering af en ny tv-familie, et nyt BeoVision 7-tv, en ny telefon, et nyt audio-produkt til afspilning af digitalt lagret musik samt et ur.

Økonomisk forventer B&O, at regnskabsåret 2009/2010 som helhed vil resultere i et nulresultat før skat baseret på en lidt lavere omsætning end de tidligere udmeldte 3,2 mia. kr.

Kilde: Københavns Fondsbørs

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109