Lille overskud hos Spectronic
Forsinkelse af en række store projekter kostede dyrt på bundlinjen hos den britisk-ejede producent af overvågningsudstyr i 2008.
- Regnskabsåret 2008 har været præget af, at en række store projekter er blevet forsinket. Med det resultat at vi ikke har kunnet fakturere ordrerne ud til kunden. Derfor er omsætningen gået tilbage. Dertil kommer, at den ene af vore to divisioner, systemovervågning inden for telekommunikation, har været massivt tabsgivende for os. Derfor er resultatet heller ikke blevet bedre, udtaler Spectronics direktør, Peter Lyhne Uhrenholt, til Børsen.
Som konsekvens af det dårlige resultat har man nu frasolgt virksomhedens system-division til en række ledere og medarbejdere. Derudover har virksomheden været igennem en rationaliseringsrunde, der har betydet tab af 25 arbejdspladser.