23948sdkhjf

Nyt signalsystem til S-tog kan ikke tåle is

Is på radaren i CBTC signalsystemet for S-tog gav upræcise målinger og dermed forsinkelser

I 2018 skal alle dele af Københavns S-tog have nyt signalsystem. For nu afprøves systemet på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg. Og her er det løbet ind i sit første problem. Systemet kan ikke tåle is.

Det skriver Ingeniøren.

I sidste uge blev en række tog forsinkede. Banedanmark har ikke oplyst nogen forklaring. Et af problemerne var, at togene ikke kunne standse præcist ved perronerne.

Problemet var is på radaren 
I en intern mail til S-togenes lokoførerne skriver DSB's driftschef Jonny Jartved ifølge Ingeniøren, at problemet var is på radaren under toget.

S-banens nye signalsystem
Totaludskiftningen af S-banens signalsystemer vil blive baseret på den nyeste generation af signalsystemer til bybaner; CTBC system (Communication Based Train Control).

Det er Siemens, som leverer det nye CTBC system til S-banen. Det blev afgjort i juni 2011, hvor Siemens blev udpeget som vinder. 

Siemens leverer alt udstyr, der skal anvendes på samtlige af S-tognettets 170 kilometer spor.

Den første af projektets seks faser, den 25 kilometer lange strækning fra Hillerød til Jægersborg, blev åbnet i starten af 2017. Over 70.000 pendlere bruger dagligt linjen.

- På baggrund af de analyser som Siemens og BDK (Banedanmark, red.) har lavet, vurderer de, at problemet hænger sammen med, at radarsensoren var dækket af is.

- Derfor havde systemet svært ved at detektere den præcise placering af toget, står der i mailen ifølge Ingeniøren.

Signalsystemet er Banedanmarks ansvar, og DSB vil derfor ikke kommentere mailen over for mediet.

Flere minutters forsinkelse pr upræcis opbremsning
Det nye signalsystem hedder CBTC og er indtil videre kun taget i brug på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg.

Hvis toget ikke når at standse hurtigt nok, laver det en nødopbremsning for at nå at standse ved perronen.

Ifølge Ingeniøren kræver det en skriftlig ordre fra trafikcentralen, før toget kan køre videre, selv hvis det holder en meter for langt henne ad perronen. Hver upræcis opbremsning kan derfor give forsinkelser på flere minutter.

Indtil videre afhjælpes problemet af DSB's eksisterende afisningsanlæg, står der i mailen.

Banedanmark oplyser til Ingeniøren, at de stadig undersøger sagen. Derfor ønsker selskabet hverken at be- eller afkræfte indholdet af den mail, som Ingeniøren refererer til.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.301