Året der gik: Kioskbaskerne
På en femteplads over de mest læste artikler på Electronic Supply i 2016 finder man artiklen, fra 12. april, om, at MyDefences indgik en aftale med giganten Airbus. Det lille aalborgensiske firma, som er specialiseret i udvikling af elektronisk sikringsløsninger til personel, fly mm., skal med aftalen fungere som en slags udviklingslaboratorium for Airbus.
Artiklen på fjerdepladsen er af nyere dato: Den beklagelige nyhed om, at Quicktronics Scandinavia, det tidligere Elcon, i Horsens gik konkurs. En ændring i betalingsbetingelser fra kunder i Østen fik selskabets ledelse til at indgive konkursbegæringen, som kostede den østjyske printproducent livet og 11 medarbejdere jobbet.
Printfabrikken i Horsens havde fået ny ejer i januar 2016, da tyskejede Quicktronics købte firmaet, som i den forbindelse ændrede navnet til Quicktronics Scandinavia.
Mere opløftende var nyheden om vækst over hele linjen og masser af nye arbejdspladser hos Systematic. Det var årets tredje mest læste artikel. IT-virksomheden meldte i februar, at man skulle ud og finde 100 nye medarbejdere det kommende år, hovedsageligt til hovedkontoret i Aarhus samt afdelingen i København.
Succesen er fortsat for firmaet med base i Aarhus. Tidligere i denne måned kunne firmaet fortælle, at der de seneste 14 måneder var ansat hele 230 nye medarbejdere, så der nu var over 650 ansatte.
BB Electronics er et navn, som altid tiltrækker stor interesse. Således også på denne liste, hvor BB Electronics kommer ind på andenpladsen. Lige som vi var kommet ind i februar måned, kom nyheden om, at en investorgruppe inklusiv administrerende direktør Carsten Christensen og bestyrelsesformand Ole Steen Andersen havde overtaget aktiemajoriteten i selskabet fra kapitalfonden Axcel.
Størst læserinteresse fik en anden af landets store elektronikproducenter. Allersidst i januar meddelte GPV International, at industrikonglometatet Schouw & Co havde købt firmaet for 400 millioner kroner.
Fra start var ambitionerne store. De nye ejere ville bl.a. investere i en udbygning af GPVs globale tilstedeværelse. I maj kom der handling bag ordene, da selskabet kunne løfte sløret for en ny 5.000 m2 stor fabrik i Mexico.
Læs også:
Dansk lydfirma lander aftale hos bilgigant
- Vi lukker helt ned i Kina på et tidspunkt
Medarbejdere køber printproducent
Elcon får nye ejere og ny direktør