23948sdkhjf

Millioner til ny kamerateknologi

Højteknologifonden uddelte torsdag en ny portion millioner. Blandt modtagerne er et projekt, der skal udvikle ny teknologi der skal forbedre kvaliteten i mobiltelefoners kamera-moduler.
Højteknologifonden har støttet projektet med 14 mio. kr. Den nuværende teknologi har stadig sværere ved at efterleve de krav, forbrugerne stiller til deres mobiltelefoner i dag. Projektets fremstillingsteknologi vil kunne levere optik, der tilbyder højere billedkvalitet og mere funktionalitet uden at forøge størrelse og pris.

Forskningsprojektet henvender sig til producenterne af den stigende andel af mobiltelefoner med indbygget højopløsnings-kamera, et marked, man forventer, vil nå 500 millioner enheder i 2009.

En af forhindringerne for at opfylde kundernes krav om højere kvalitet er, at fabrikation af optiske systemer i dag benytter sig af metoder, der svarer til fremstillingsprocesserne for elektroniske produkter i 1950’erne. Dengang brugte man manuel montering af enkeltkomponenter, hvilket var ineffektivt og omkostningstungt. Udviklingen af den integrerede elektroniske chip muliggjorde den sofistikerede elektronik, som er en vigtig del af enhver husholdning i dag.

Det er projektets mål at “kopiere” denne industrielle succes med udviklingen af den ”Integrerede Optiske Chip” således, at man kan fremstille optiske komponenter til konsumentmarkedet.

Forskningsprojektet omfatter kombination af traditionelle danske spidskompetencer inden for optik, materialebearbejdning og mikroteknologi, hvorfor netop partnerne Kaleido Technology ApS, Nokia Danmark A/S, DTU Nanotek, Risø DTU Afdelingen for Strålingsforskning, DTU Mekanik og CemeCon Scandinavia A/S har fundet sammen. Direktør for Kaleido Technology, Per Ibsen, siger:

- Det glæder mig at se, at mange års dansk fokus på optik nu har givet os mulighed for at deltage på et af de rigtig store konsumermarkeder. Herudover er jeg meget tilfreds med, at det har været muligt at sammensætte et så stærkt team, der - når de store teknologiske udfordringer i projektet forhåbentligt er løst – sandsynliggør, at teknologien meget hurtigt vil kunne kommercialiseres.

Kilde: Højteknologifonden - http://www.hoejteknologifonden.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125