Vi kender det fra vores mobiltelefoner: På den ene side vil vi gerne nyde godt af fordele ved teknologien, der eksempelvis gør det nemmere at få kørselsvejledning fra en øde landevej, fordi mobilen registrerer, hvor du er.

På den anden side finder mange af os det stærkt ubehageligt at blive overvåget, og at producenten kan bruge den indhentede data til kommercielle formål.

Samme problematik vokser i vindmølleindustrien, hvor service og levetidsforlængelse på eksisterende møller er blevet et forretningsområde i milliardklassen.   

For ligesom i bilbranchen, så har vindmølleproducenter adgang til en gigantisk mængde data om vindmøllens tilstand, styrker og svagheder.

Data, som de holder tæt til kroppen og som giver dem en gigantisk konkurrencefordel, når fabriksgarantien løber ud, og vindmølleejeren – på papiret – har mulighed for at lave en serviceaftale med hvilket som helst andet firma, som kan levere service og sikkerhed efter lovens forskrifter. 

Spørgsmålet er, om vindmølleejerne reelt har frit valg, eller om de er bundet til producenten, fordi de kender vindmøllens mindste bevægelse og har en gigantisk fordel i forhold til et uafhængigt firma, der kun kan få adgang til de omkring fem procent data, som vindmølleejeren har adgang til at videregive.

Hvem ejer en vindmølles data?

Vindmølleproducenterne mener, det er dem. Og de er naturligvis ikke interesserede i at lægge deres data ud på en neutral server eller give det videre til en konkurrent på serviceområdet, dels pga. forretningshemmeligheder, og dels fordi de i sagens natur har investeret meget i at udvikle den teknologi, som muliggør overvågningen af møllen.

Vindmølleejerne argumenterer med, at vindmøllen er købt og betalt, og at al data derfor bør stå til deres rådighed. De er ikke interesseret i at være stavnsbundne af data, og de ønsker frihed til altid at gå efter den bedste og mest økonomiske løsning til at få serviceret møllen, når fabriksgarantien er udløbet.

Det er et dilemma, der hver dag bliver mere interessant, fordi fremtidens big business ligger i de 25 år, der løber fra fem år efter opstillingen af møllen, til den efter 30 år tages ned.

Vi er en forholdsvis ung branche, hvorfor vi ofte drager nytte af ældre branchers erfaringer i forhold til forskellige aktørers ret og pligt. 

Blandt andet har vi lært meget i forhold til hele den diskussion, som bilbranchen har taget, i forhold til liberalisering af markedet for service.

Men på spørgsmålet om, hvorvidt ejer eller producent har ret til big data om produktet, så er bilbranchen også inde i samme dilemma. Problematikken er ny for os alle.

Enhver bil genererer ligesom vindmøller en lang række data. Producenten kan måle, om du har hårde gearskift, om du overholder fartbegrænsningerne, og hvornår bilen sandsynligvis begynder at sige ”underlige lyde”, som får dig til at ringe til mekanikeren.

Spørgsmålet er bare, om du mener, noget så uhåndgribeligt som data skal være et tilkøb, akkurat som vi køber alufælge og sædevarme med i pakken, eller det automatisk skal være med i standardpakken – eller om bilproducenten har ret til slet ikke at ville videregive data om din bil.

Tiden er moden til, at vi løfter dilemmaet ud til en uvildig instans, der kan lægge nogle faste retningslinjer – og helst så hurtigt som muligt.

Der står en hel branche klar, som har brug for at kunne lægge strategi for morgendagens big business.