Forandringen sker nu
Strategien skal lægges om, hvis der skal skabes vækst i samfundet fremover
Til at kaste lys over den økonomiske situation på et lidt højere plan havde DI inviteret Henrik Drusebjerg, som er chefstrateg hos Carnegie Investment Bank til Transportens Dag 2016 den 19. september. Under overskriften “Verden og økonomien i forandring” gav han et overblik over, hvor vi står lige nu.
- Der sker noget i historien lige nu, der for alvor ændrer forholdene for eftertiden. Vi har oplevet store forandringer gennem historien, som for eksempel 2. Verdenskrig - efterfulgt af en lang periode med status quo. Det ændrer sig nu, siger Henrik Drusebjerg.
Bruger flere penge end tjent
Danmark står, ifølge Drusebjerg, som et af de mange lande, der siden 2. Verdenskrig har brugt flere penge, end vi har tjent. Men det kan vi ikke blive ved med.
Finanskrisen var det punkt, hvor bægeret flød over, og den økonomiske krise fik os til at vende os mod politikerne og forvente en løsning.
- Men da krisen indtraf, havde politikerne ingen penge, og for at redde finanssektoren, brugte staten endnu flere penge, den ikke havde - og så var der ikke mere krudt tilbage at skabe vækst med, forklarer han.
Gælden større end nogensinde
Gælden i verden er større end nogensinde før - og selvom gælden vokser langsommere end 2008, så vokser den dog stadig. For første gang siden krigen vil vi i stå i en periode, hvor verden er tynget af gæld, og så er det afgørende, at politikerne fortsætter deres reformer, så de i fremtiden kan gør det sandsynligt, at der kommer balance mellem indtægter og udgifter.
- Og de reformer skal komme langt hurtigere end i dag, når vi har en aldrende befolkning med færre til at betale regningen, vurderer Drusebjerg.
Folkevandring kan få konsekvenser
Især situationen i Mellemøsten kan få konsekvenser for vores globale økonomi. Amerikanerne kommer ikke længere for at løse alle problemerne, og det betyder, at hele befolkninger kan rejse sig og bevæge sig hurtigere end nogensinde.
- Mellemøsten er ikke bare en konflikt om olie, men en konflikt om folkevandring. Det er den største trussel mod vores økonomi, hvis ikke politikerne ændrer det.
Endelig kom vi selvfølgelig ikke uden om Brexit - som ifølge Drusebjerg ikke bliver til en realitet.
- Brexit bliver ikke til noget, for når de dykker ned i det og ser, hvad det kommer til at betyde, vil det være nemmere for Storbritannien at blive siddende ved bordet.
Danmark står godt
I Danmark har vi gode økonomiske forudsætninger, med et fleksibelt arbejdsmarked, der giver et godt udgangspunkt for at tackle udfordringerne. Men vi skal huske at forvalte det fornuftigt:
- Vi skal ikke lade kineserne få ret i, at demokrati ikke fungerer, bare fordi vi har færre penge. Vi skal vise dem, at vi kan tage de svære beslutninger, som bliver nødvendige i de kommende år, slutter Henrik Drusebjerg.