Nyt om navne: Universal Robots henter sikkerheds-guru
Roberta Nelson Shea var en af tre mulige kandidater som Universal Robots identificerede til stillingen som global technical compliance officer, og ved et lykketræf søgte hun selv jobbet.
- Jeg hørte om den ledige stilling som GTCO gennem mit netværk, og denne mulighed så ud til at være skræddersyet til mit CV. Jeg ledte ikke efter et nyt job, men det er et vidunderligt sammenfald af omstændigheder, siger Roberta Nelson Shea.
- Vi ser starten på en ny generation af robotteknologi med Universal Robots som en ung og dynamisk first mover. Deres samarbejdende robotarme har gjort menneske-robot samarbejdet muligt, hvilket muliggør en bred vifte af nye levedygtige robotapplikationer. Firmaet ser på robotter med en ny linse, hvilket bringer et pust af frisk luft til industrien, fortsætter hun.
R&D director i Universal Robots, Mogens Saigal, er yderst tilfreds med ansættelsen:
- Roberta Nelson Sheas ansættelse i Universal Robots er en nyhed, der vil give genlyd i hele den globale robotindustri. Hun er en stor gevinst og leder indenfor robotsikkerhed. Vi er begge stolte og begejstrede over, hun nu er en del af vores firma.
Roberta Nelson Shea er uddannet civilingeniør i Advanced Safety Engineering and Management. Hun er udnævnt som en af de 100 kvindelige topledere indenfor sikkerhed af ASSE. Hendes CV omfatter management-stillinger i Rockwell Automation, Symbotic LLC, Applied Manufacturing Technologies, Pilz Automation Safety L.P., Honeywell og Procter & Gamble Manufacturing Company.
- Robotteknologi har været min lidenskab i mere end 30 år. Den fritager arbejdere for kedelige, anstrengende opgaver og skaber mere arbejdsglæde, samt giver forbedret produktivitet for arbejdsgivere, siger Roberta Nelson Shea.
- Min overordnede mission er at afmystificere robotter og sørge for, at implementeringsbarriererne nedbrydes. Jeg er en tilhænger af den globale harmonisering af sikkerhedskrav for at reducere omkostningerne ved design, produktion og compliance.
Roberta Nelson Shea tilbragte de sidste 23 år som formand (nu formand emeritus) i ANSI/RIA R15.06 robotsikkerhedsudvalget, der udvikler og definerer tekniske standarder for industrielle robotter. Den seneste R15.06 udgave er en amerikansk vedtagelse af ISO 10218-1 og -2.
Den nye Global Technical Compliance Officer afløser Lasse Kieffer. Han blev ansat af grundlæggerne af Universal Robots som den allerførste fuldtidsansatte i 2007.
- Det har været en fantastisk rejse med en overvældede strøm af inspirerende udfordringer. Hvert år i denne karriere har været som at få et nyt job. Vi startede som tre nørder, og nu er vi næsten 300 ansatte.
Lasse Kieffer er nu klar til at vende tilbage til opstartsfasen.
- Jeg elskede mit job i Universal Robots, men jeg vil starte fra bunden igen og har udviklet idéer til mine nye projekter. Det var det rigtige tidspunkt at give stafetten videre, og jeg er glad for, at det er til Roberta Nelson Shea.
Universal Robots' nye GTCO tiltræder stillingen den 19. september og vil tilbringe meget af sin arbejdstid i Universal Robots' hovedkvarter i Odense.
/he/