Det kinesiske marked kigger Blue Ocean Robotics over skulderen
Blandt de nye investorer i den danske robotvirksomhed er også en lille gruppe kinesere.
Den kinesiske gruppe af investorer har sammen med den resterende gruppe tilsammen investeret 50,72 mio. kr., blandt andet til at konsolidere den globale vækst, styrke udviklingen af egne robotter samt udklække flere succesfulde spin-out virksomheder.
Netværket af kinesiske investorer, som blandt andet ejer bilproducenten Geely samt The London Taxi Company, er repræsenteret af Dong Zhu fra Qinhorse Denmark, som varetager en række kinesiske erhvervsinteresser i Danmark. Kinesiske investeringer har ofte hjemmemarkedet i fokus, hvilket også er tilfældet her - med store interesse i Blue Ocean Robotics’ uddannelsesrobotter og healthcare løsninger.
- Vi er overvældet. Gennem denne investering bliver vi tæt knyttet til Blue Ocean Robotics. De tre grundlæggeres brede erfaring og den unikke forretningsmodel skaber ubegrænset potentiale og muligheder for fremtiden. Nu hvor markedet for robotteknologi i Kina er i stærk vækst, så er vi glade for, at vi gennem dette samarbejde med Blue Ocean Robotics kan tilbyde det kinesiske folk adgang til Blue Ocean Robotics innovative robotløsninger, udtaler Dong Zhu.
- Vi er i ejergruppen glade for den store interesse i Blue Ocean Robotics fra internationale samarbejdspartnere. Interessen fra vores kinesiske partnere er gengældt, da det vil åbne muligheder for os på det kinesiske, europæiske og amerikanske marked i vores søgen efter sales partnere og joint venture-franchises, udtaler Claus Risager, Rune K. Larsen og John Erland Østergaard, grundlæggere og Co-CEO’s i Blue Ocean Robotics.
/he/