Odense åbner for hele Danmarks elektronikmekka
Startskuddet har lydt til tre dage med alt, hvad det professionelle elektronik-hjerte begærer. E-16 er startet med lidt af det hele og mere til.
Elektronikmessen E-16 åbnede i dag. Frem til torsdag er dagene fyldt med 142 udstillere, masser af nyheder, 10 konferencespor, workshops og et program med 75 foredrag, hvor meget spiller sammen med to fysiske produktionslinjer, der er opstillet særligt til lejligheden. Årets tema er IoT, Internet of Things, som kommer til at gennemsyre både den særlige Innovation Zone, de faglige seminarer samt de mange foredrag ved elektronikmessen.
- Der er lidt af det hele og mere til, lød det fra projektchef Iben Malling, da hun stolt bød velkommen til denne ottende udgave af elektronikmessen og takkede alle omkring det store arrangement - den tilknyttede messekomité af branchefolk samt samarbejdspartnere fra Professionel Elektronik og DI Itek.
Elektronikindustrien er inde i en positiv udvikling, men der er er dramatiske ændringer i vente, lød det fra talerstolen. Her vil E-16 stå som et mødested med inspiration og en platform for viden samt et sted, hvor leverandører møder professionelle branchefolk.
De i skrivende stund allerede velbesøgte messehaller tyder på, at elektronikbranchen deler messearrangørernes synspunkt.
I denne video fortæller Iben Malling mere om messens start og forventningerne til E-16.