3Shape træder på speederen
Den danske scanner-producent kigger mod nye forretningssegmenter for at holde væksten oppe.
- Vi har kun været i det her forretningsområde i fem år, men potentialet er omkring 10 gange så stort som i lab-segmentet. Vi har lanceret en ny scanner, Trios 3, og den løser nogle problemer, som vores gamle scanner havde med, at den var større og tungere end nogle af konkurrenternes. Og nu vokser vi meget hurtigt og tager markedsandele i både Europa og USA, siger 3Shapes marketingsdirektør Lars Christian Lund til MedWatch.
Kun cirka 2 procent af 3Shapes salg sker i Danmark, og Lars Christian Lund nævner blandt andet England, Tyskland og Frankrig som interessante markeder med stort vækstpotentiale. Derudover er der naturligvis også det amerikanske marked, hvor 3Shape sidste år fordoblede sit salg.
3Shapes holdingselskab, der dækker over datterselskaberne 3Shape A/S, 3Shape Trios A/S og 3Shape Medical A/S, hentede i 2015 en bruttofortjeneste på 734,9 mio. kr. og et overskud efter skat på 202,8 mio. kr.