23948sdkhjf

Trackunit i markant vækst efter salg til kapitalfonde

Trackunit offentliggør sin første årsrapport efter salget til Goldman Sachs og Gro Capital. Etablering i USA skal accelerere væksten yderligere.
Med over 160.000 aktive enheder er nordjyske Trackunit blandt verdens førende udbydere af flådestyring til maskinproducenter, industri, udlejningsbranchen samt byggeri. Nu offentliggør selskabet sit 2015-regnskab, der viser en fremgang i bruttofortjenesten fra 44,1 til 75,6 millioner kroner.

150 procent Ebitda-vækst
- Vi har formået at vokse endnu mere end markedet. Vores produkter blev installereret over 50.000 gange i 2015, og det har resulteret i 70 procent bruttoavancevækst og 150 procent fremgang i Ebitda, fortæller CEO Jørgen Raguse.

Ifølge direktøren kan væksten både tilskrives nysalg, mersalg og en udbygget international salgsorganisation.

På grund af sit vækst- og indtjeningspotentiale blev Trackunit i sommer købt af et konsortium bestående af Gro Capital og Goldman Sachs Merchant Banking Division, og allerede i seneste regnskabsår er resultatet af primær drift (Ebitda) før særlige poster vokset fra 16,8 til 42,3 millioner. Efter en tredobling af virksomhedens egenkapital i 2015 skal de tilførte ressourcer nu bruges til at sætte turbo på væksten. Det skal blandt andet ske gennem skabelse af mindst 30 nye arbejdspladser i indeværende regnskabsår.

Kan blive lige så store i USA
Trackunit har lagt en ambitiøs strategiplan med forventning om markant øget vækst i Europa. Imidlertid er antallet af maskiner, som potentielt kan benytte Trackunits teknologi, endnu større i Nordamerika. Derfor vil Trackunit nu også storsatse på USA.

- Vi åbner et kontor i Chicago, der skal være vores brohoved til Nordamerika. Konkurrenceforholdene er mere gunstige på den anden side af Atlanten, så markedspotentialet er enormt. Derfor kan vi blive lige så store i USA som i Europa, og vi forventer hurtigt at nå en stor tocifret millionomsætning i det amerikanske datterselskab, siger Jørgen Raguse.

Han peger på, at Trackunit med sin nye ejerkreds i ryggen er godt rustet til at erobre det nordamerikanske marked, hvor maskinproducenter og udlejningsselskaber stiller store krav til teknik, dokumentation og compliance.

Overdragelse koster
Til trods for de imponerende vækstrater og den store fremgang i Ebitda må Trackunit notere sig et minus på bundlinjen. Det er der ifølge CFO Finn Bundgaard Bech en naturlig forklaring på.

- Særlige poster i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen påvirker årets resultat negativt med 63,8 millioner kroner. Det er værd at notere sig, at her er tale om engangsomkostninger til aflønning af ledelsen, som blev krystalliseret ved ejerskiftet, samt afledte transaktionsomkostninger, forklarer han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078