23948sdkhjf

Skoleelevers intelligente cykelstativ bliver til virkelighed

Blue Ocean Robotics hjælper skoleelever i Odense, der har knoklet, programmeret og designet prototypen på et intelligent cykelstativ.
Kroggårdskolen i Odense er rammen om et ganske særligt samarbejde. Skolens 4. klasseelever har udviklet prototypen på et intelligent cykelstativ med hjælp fra robotvirksomheden Blue Ocean Robotics og design- og byrumsvirksomheden Veksø. Før sommerferien bliver cykelstativet så til virkelighed.

I løbet af tre uger har eleverne lært at arbejde med innovative arbejdsprocesser, programmering samt design- og brugskrav til det endelig produkt. Det har været en spændende og lærerig proces for alle parter.

- Ved Blue Ocean Robotics arbejder vi med alle former for innovative robotløsninger inden for alt lige fra industrien og plejesektoren til uddannelsesområdet. Vi deltager i dette spændende projekt på Kroggårdsskolen, da projektet på bedste vis giver 4. klasses elever et komplet indblik i, hvad det vil sige at designe robotsystemer helt fra bunden. Blue Ocean Robotics vision er “Robots for humans”, hvilket dette projekt i høj grad afspejler, når vi ser den interesse og livsglæde, eleverne har ved det projektbaserede arbejde med robotterne, siger Mikkel Knudsen Kofoed fra Blue Ocean Robotics.

Også hos Veksø, der arbejder inden for design, fremstilling og salg af byrumsmøbler, cyklismeprodukter og belysning, har det været en oplevelse at samarbejde med skoleeleverne.

- Veksø er altid interesserede i at deltage i udviklingen af nytænkende produkter og intelligente løsninger, og projektet spiller rigtigt godt ind i vores Smart City fokus. Her er vi med i et unikt samarbejde, og vi kan kun lade os inspirere af den fantasi og tilgang til produktudvikling, som folkeskoleeleverne kommer med, siger Udviklingschef Christian Olsen fra Veksø.

Skolereform og kommunale målsætninger
Projektet er blandt andet blevet muligt, fordi Odense arbejdet med et mål om, at 90 procent af alle børn skal cykle eller gå til skole. Det betyder nye projekter – herunder tilskud til nye cykelstativer. Den mulighed greb Kroggårdskolen.

- I den nye skolereform er der blevet sat fokus på ”globalisering og entreprenørskab” samt den ”åbne skole” som noget, der gennemsyrer undervisningen. At eleverne og lærerne kan arbejde med det både teoretisk og praktisk sammen med eksperter fra virksomhederne motiverer helt fantastisk og skaber læring for alle, forklarer skoleleder Mogens Falk Jørgensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081