OJ Electronics skruer op for udviklingsomkostningerne
Stagnerende markeder i Vesteuropa skal opvejes af nye vækstmarkeder i Nordamerika og Østeuropa for den sønderjyske elektronikvirksomhed. Nøglen hertil hedder blandt andet produktudvikling.
- Vi er nødt til at sikre, at vore produkter fortsat er markedsledere. Vi kæmper med kinesiske virksomheder, der kan kopiere vore termostater og må konstant lave vore produkter mere brugervenlige og energibesparende samt sikre sammenhæng med andre systemer, udtaler Erik Damsgaaard, administrerende direktør hos OJ Electronics, til Erhvervsbladet.
2007/2008 blev ellers endnu et flot år for OJ Electronics. Omsætningen steg med 8,7 % til 237 mio. kr. Alligevel er virksomheden begyndt at mærke stagnation på markederne i Vesteuropa, hvor størstedelen af virksomhedens produkter inden for elektrisk gulvvarme og ventilation afsættes. Til gengæld oplever man stadig stigninger i Nordamerika og Østeuropa, hvor man p.t. afsætter 30 % af produkterne.
Kilde: Erhvervsbladet - http://www.erhvervsbladet.dk