Terma rykker til hjertet af Europa
Forsvars- og aerospacefirmaet åbner nyt kontor tæt på vigtige partnere i Bruxelles.
- At åbne et kontor i Bruxelles er en logisk udvikling i forhold til vores ønske om at være tæt på vore markeder og partnere. Bruxelles er i Europas hjerte og sætter dagsordenen på et bredt spektrum af emner, der er kritisk for vores sektor. Ved at være her kan vi arbejde tættere sammen med centrale partnere og policy-makers i NATO, EU's institutioner, industriorganisationer og kunder, siger Jørn Henrik Levy Rasmussen, Senior VP, Market Development i Terma.
Terma har sat Anne Mette Mosekjær Søndergaard i spidsen for det nye kontor i Bruxelles. Hun har været hos Terma i over fem år og har haft ansvaret for et globalt marketing team, der har arbejdet med stakeholder outreach, public affairs, udstillingsplanlægning, digitale medier og strategisk kommunikation.
Ud over hovedkontoret i Danmark og det nye kontor i Bruxelles har Terma også underafdelinger og afdelinger i Holland, Tyskland, USA, Singapore, De Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien og Indien.