Frederikshavn Kommune sender robotter i skole
Elever kan sidde derhjemme og styre en robot rundt i klasselokalet
Eleven er til stede i undervisningen gennem en kommunikationsrobot, der styres fra elevens computer i hjemmet eller der, hvor eleven nu befinder sig. Eleven deltager i undervisningen gennem videodeltagelse og kan frit styre sin robot rundt i rummet. Frederikshavn Kommune afprøver lige nu to robotter hos elever.
- Et mål er at sikre en øget socialisering under langtidssygefravær. Det at være væk fra skoledagen, kammerater og lærere giver nogle udfordringer for de elever, der bliver ramt af en langtidssygeperiode, "iger digitaliseringskonsulent Morten Hedegaard fra Frederikshavn Kommune.
De såkaldte telepresencerobotter er installeret i samarbejde med Blue Ocean Robotics, hvor business developer Peter Juhl Voldsgaard ser store muligheder:
- Der er ingen tvivl om, at Frederikshavn Kommune er én af pionererne på dette område. Telepresencerobotter på skoleområdet kan være et af værktøjerne til at løse nogle helt konkrete problemstillinger, som for eksempel at få undervisere ud i landets yderområder eller få undervisning ud til elever, der er ramt af langtidssygdom, siger han.