RTX ramte målet
Det nordjyske teknologifirma fortsætter de gode takter. 2014/15 bød på endnu et pænt overskud.
En vækst i omsætningen på 21,2 procent betød, at de foregående to års fremgang fortsatte samtidig med, at lønsomheden målt på EBITDA marginen også voksede.
Godt hjulpet af nye kunder og produkter
Udviklingen i begge RTX' forretningsområder, ProTelecom og Design Services, har været positive.
- Det er ikke blot en øget efterspørgsel fra vores veletablerede kunderelationer, men også nye kunder ønsker at engagere og anvende RTX’s videnskompetencer. Det er videnskompetencer, der kan kombinere teknologisk idehøjde med høj kvalitet og som samtidig medvirker til at styrke og differentiere kundernes position på deres markeder, skriver administrerende direktør Flemming Hynkemejer i en kommentar til årsrapporten.
Over 15 procent af koncernens samledes omsætning i 2014/15 kom fra nye teknologi- og produktvarianter eller fra nye kunderelationer.
Forventer fremgang i begge forretningsben
I RTX' forretningsenhed ProTelecom er der i løbet af 2014/15 både lanceret nye produkter og indgået nye udviklingsaftaler om nye produkter, der vil blive lanceret i 2015/16 og som vil henvende sig til nye kunder og markeder. Derfor forventer koncernens ledelse, at væksten fortsætter på baggrund af den bredere produktplatform og de nye kundekontrakter.
Også i forretningsenheden Design Services forventer RTX omsætningsfremgang. Vækstforventningerne hviler på, at RTX udbyder en stadig bredere vifte af trådløse teknologivarianter kombineret med at kundebasen de senere år er vokset. Samtidig oplever RTX lyst og vilje fra kundernes side til at investere i nye teknologiplatforme og produktudvikling.
På den baggrund forventer ledelsen en omsætning i intervallet på 365-380 mio. kr., en indtjening (EBIT) i intervallet 54-60 mio. kr. samt et EBITDA i intervallet 58-66 mio. kr. for regnskabsåret 2015/16.