Forventet underskud hos Danionics
Danionics fik i første kvartal som ventet et underskud på godt 0,6 mio. kr. før indregning aktiviteterne i Danionics Asia
Bortset fra nedskrivningen ligger resultatet for første kvartal 2008 på samme niveau som resultatet for første kvartal 2007, hvor resultatet var et underskud på 0,4 mio. kr.
- Joint venturet har fokuseret sit virke på udvikling af kunderelationer med en begrænset gruppe af store kunder. Det er planen, at ordrer fra to til tre af disse kunder skal være basis for opstart af masseproduktion i løbet af 2008. Tre af kunderne har inden for de seneste måneder gennemført såkaldte audits af Danionics' fabrik i Shenzhen. Disse audits er meget krævende, ofte foretaget af eksterne specialister, og de to første er afsluttet med succes, og den tredje har også vist, at kunden ønsker at fortsætte samarbejdet med Danionics, selvom den endelige rapport først vil foreligge om nogle uger, skriver virksomheden i sin kvartalsrapport.
Fabrikken i Shenzhen er derfor nu på et niveau, hvor kunderne er klar til at samarbejde. Næste skridt er at aflevere testbatterier til kunderne. Danionics har haft visse tekniske problemer med et af sine testbatterier, og arbejdet i de kommende måneder vil blive koncentreret om at sikre, at testbatterierne er perfekte, før de afleveres til kunderne. Derefter skal de gennem krævende testprogrammer hos kunderne, og hvis de godkendes, vil kunderne placere ordrer hos Danionics. Realistisk set vil masseproduktion derfor først komme i gang i løbet af tredje og fjerde kvartal 2008.
Danionics forventninger til 2008 er derfor uændrede fra årsrapporten for 2007. Samlet forventes et underskud i niveauet 2-3 mio. kr.
Kilde: Københavns Fondsbørs