- Vi er rigtig langt væk hjemmefra
Dronefirmaet Little Smart Things høster salgserfaringer via pilotprojekter i Kina, Malaysia, Sydafrika og Australien.
De næste måneder skal det ekspanderende firma så arbejde sammen med samt supportere de nye distributører.
- Det er en af de første gange, vi prøver af, hvor vi er rigtig langt væk hjemmefra. Det er altid en udfordring supportmæssigt i forhold til kultur, de geografiske afstande og den slags faktorer, siger direktør Esben Nielsen fra Little Smart Things.
Udvidelse i tankerne
Går alt godt, og er alle glade, kører man videre i samme spor. Ifølge Esben Nielsen kan det bl.a. betyde, at de eksisterende distributører får et større geografisk område. Omkring nytår har man så nye udvidelser af forhandlernettet i tankerne, forudsat at resultaterne med pilotprojekter er gode, og det giver forretningsmæssig mening.
Little Smart Things har i dag 12 distributører fordelt på alle kontinenter undtagen Arktis. Særligt inden for geomapping har firmaet opbygget et godt netværk blandt rådgivende ingeniørfirmaer, firmaer inden for råstofudvinding o.l., der skal opmåle store områder med høj præcision hurtigt.
Selvom man er stærke på opmålings-segmentet ser Esben Nielsen mulighed for at udvikle firmaets teknologi, så den også kan anvendes til søredning, hvor man kan anvende termiske kameraer, til overvågning af f.eks. vildtreservater og lignende civile formål.