Foss etablerer sig i Indien
Den danske producent af måleudstyr ser store muligheder på det indiske marked og regner med tocifrede vækstrater i de kommende år.
- Jeg tror, Indien kan blive lige så stort som Kina for Foss. Men det kommer nok til at tage mindst 10 år. Et langt stykke ad vejen ser man den samme udvikling i Indien, som man så i Kina for år tilbage. Man skal dog absolut ikke tro, at det er en kopi af udviklingen. Dertil er de to lande alt for forskellige, siger koncerndirektør i Foss, Torben Ladegaard, til Børsen.
Han regner med, at den indiske del af virksomheden i første omgang vil beskæftige 15 medarbejdere, og allerede i 2009/2010 regner han med sorte tal på bundlinjen i Indien. Efter planen skal omsætningen på det indiske marked vokse med 10 % om året, og på sigt ser Torben Ladegaard det som en mulighed også at etablere et produktions- og udviklingscenter derude, som kan tilpasse sig de særlige indiske forhold.