23948sdkhjf

Hårdt arbejde sender Dancrimp i plus

Sorte tal har afløst de røde hos kabelfirmaet Dancrimp A/S, det tidligere Leverandøren A/S.
Omsætningen steg 21-22 procent og nåede i 2014 op på 10,5 mio. kr. Samtidig blev resultatet løftet til et plus på over 300.000 kr. Og det vel at mærke på trods af store investeringer i maskiner og værktøj. Alt i alt et yderst tilfredsstillende resultat, lyder det fra direktør og medejer i Dancrimp, Michael Ry.

2015 er også startet positivt.

- I årets første tre måneder er der kommet en del nye projekter ind. Vi ligger et pænt stykke over budget på omsætningen, siger Michael Ry til Electronic Supply.

Kloge beslutninger bremsede nedtur
Fremgangen er skabt efter nogle år, hvor firmaet havde røde tal på bundlinjen. I kølvandet på en tidligere ejers død og et ejerskifte, hvor produktionschef Kim Pej sammen med Stig Bjerring i efteråret 2011 købte sig ind i firmaet, var udsigterne sorte. Der skulle der ske noget. Kim Pej fik hyret Michael Ry ind som ny salgschef fra 1. maj 2013. Dermed kom der bedre styr på tallene, ligesom Kim Pej kunne fokusere på optimering af produktionen. Det gav pote.

I bagagen havde Michael Ry et stort kendskab til branchen. Et kendskab der er udnyttet til at vende udviklingen, blandt andet gennem større fokus på kundepleje. I august 2014 købte Michael Ry sig så ind i firmaet. Navnet blev i den forbindelse ændret fra Leverandøren til Dancrimp, og Michael Ry blev ny direktør.

Siden er udviklingen så vendt til det positive.

- Der ligger en kollektiv indsats bag. Alle medarbejderne har ydet en stor indsats og spillet en rolle, siger Michael Ry og understreger, at man hele tiden arbejder på at holde fast i fremgangen.

Blevet plads til nyansættelser
- Vi har en god fast kundemasse. Der er mange trofaste kunder, og vi har også fået en del nye til i det sidste halvandet års tid. Blandt andet har vi store kunder i vindsektoren og i landbruget, siger Michael Ry og tilføjer:

- Vi breder vingerne mere ud, så omsætningen bliver fordelt over flere kunder. Og det er lykkedes at få flere danske kunder.

Fremgangen har også betydet, at der efter en tilpasning omkring 2013 igen er plads til opmanding.

- På grund af travlhed forventer vi at skulle ansætte to nye indenfor kort tid, lyder det fra Michael Ry.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093