Zepto klar med første concept store
Den danske computerproducent Zepto åbner nu deres første detailbutik i Fields. Åbningen af butikken skal medvirke til indfrielsen af Zeptos ambitiøse vækstmål for 2008 på 60 %.
- Åbningen af Zepto Concept Store i Fields vil sammen med vores nye satsning på designer TV få afgørende indflydelse på vores kraftige vækst i 2008. Helt i tråd med vores strategi skal det drive vores image og salg i en positiv retning, siger Lasse Frost, CEO hos Zepto A/S.
- Vores Concept Store skal bringe vores produkter helt tæt på vores kunder og fungere som et inspirations- og oplevelsescenter for alle, der interesserer sig for design og ny teknologi. Gæsterne vil både få mulighed for at opleve og afprøve de nye digitale og trådløse muligheder i linket mellem LCD TV og bærbare pc'er, tilføjer Lasse Frost.
Kilde: First North