Kinesisk luksushotel valgte B&O
Et luksushotel i den kinesiske spilleby Macau skal udstyres med elektronik fra danske B&O.
- Eksponeringen af B&O's produkter på et hotel som Grand Lisboa er unik. Vi regner med, at cirka 50.000 overnattende turister årligt får muligheden for at opleve Bang & Olufsens underholdningssystemer i de 430 eksklusive hotelværelser, siger salgsdirektør Flemming Nielsen, B&O Enterprise, til EPN.
B&O skal udstyre værelserne med tv og højttalere, og ordren er særlig interessant for Struer-virksomheden, idet Macau for øjeblikket oplever et boom i interessen, som kun ses få steder. Spillebyen har allerede overhalet Las Vegas i omsætning, og den besøges årligt af 8,6 mio. turister.