Danfoss køber tysk virksomhed
Danfoss har underskrevet en aftale om at overtage 100 % af aktiekapitalen i den tyske virksomhed Jupiter Heizsysteme GmbH, der markedsfører færdige systemer til vandbaseret gulvvarme. Jupiter har 50 ansatte, hvoraf hovedparten er baseret i Tyskland.
Et færdigt gulvvarmesystem fra Jupiter inkluderer rør, gulvvarmeelementer, isolering, en komplet fordelerenhed samt elektronisk styring. Danfoss fremstiller og leverer i forvejen et bredt program af komponenter til gulvvarme, herunder et avanceret trådløst styringssystem, CF2.
Komfort og energibesparelser
Jupiter er Europas førende leverandør af ”tørre” gulvvarmesystemer, der monteres ovenpå det støbte gulv og dermed giver en varmedistribution, der både reagerer hurtigere og er mere energieffektiv. Derudover har Jupiter også højt udviklede kompetencer inden for traditionelle gulvvarmesystemer, der indstøbes i betongulve i både private og kommercielle bygninger. Specielt de ”tørre” systemer oplever p.t. stor fremgang på et marked, hvor gulvvarme bliver stadig mere udbredt til almindelig boligopvarmning.
- Danfoss har i årevis haft stærke kompetencer inden for regulering af varme, og i de senere år har vi også styrket os inden for produktion af varme via vores engagement i varmepumper. Med denne aftale styrker vi os yderligere på distributionssiden og bevæger os dermed endnu et skridt i retning af at kunne levere moderne totalløsninger til produktion, distribution og regulering af varme, siger President for Danfoss Heating Division, Nis Storgaard.
Kilde: Danfoss - http://www.danfoss.com