Teknologi-kapløb: EU vil udvikle 5G-internet til mobilen
Gennem samarbejder vil EU sørge for lynhurtigt internet til mobilen med verdens hidtil hurtigste teknologi.
Det hurtigere internet har tidligere været på dagsordenen, og tirsdag talte EU's kommissær for den digitale dagsorden åbent om teknologi-kapløbet.
- Med 5G har Europa en god mulighed for at genopfinde telekommunikationens industrielle landskab, sagde den tyske EU-kommissær Günther Oettinger på Mobile World Congress i Barcelona.
Det skal ske igennem et samarbejde med Kina, Japan og USA om at udvikle den næste generation af mobilt bredbånd.
Europa var i 1990 førende inden for anden generation af mobilnetværk, men tabte siden terræn til USA, Japan og Sydkorea, da det nuværende 4G netværk blev rullet ud.
4G er fjerde generations mobilnetværk og kan levere hastigheder på op imod 100 Mbit/s til mobile enheder. Siden det første system er der omtrent hvert årti blevet præsenteret en opgradering.
Operatørerne i Europa har været langsommere end deres internationale konkurrenter til at implementere det nye netværk. Desuden er implementeringen foregået langsommere sammenlignet med andre regioner.
Derfor vil EU nu være først på markedet med det nye hurtigere internet, som vil udløse hurtigere downloads og bedre dækning.
Sidste år i juni underskrev EU-Kommissionen en aftale med Sydkorea, hvor begge parter forpligtede sig til at samarbejde om de nye tekniske standarder.
- Det er vores hensigt at underskrive lignende aftaler med andre nøgleregioner i verden, herunder Japan, Kina og USA, siger Oettinger videre på konferencen.
De fleste eksperter forventer, at 5G vil blive rullet ud forud for OL i Tokyo i 2020.
/ritzau/Reuters