Celenia Software får ny direktør
Henrik Kristiansen overlader den daglige ledelse af Celenia Software til Rex A. Clausager for at fokusere på den strategiske udvikling af virksomheden.
- Jeg ser frem til at koncentrere mig om forretningsudvikling og strategi, som altid har været mine væsentligste fokusområder. I den tid Rex har været hos os, har han vist rigtig god forståelse for Celenias forretningsområde og vores værdier, og jeg er overbevist om, at vi med Rex som administrerende direktør har de bedste forudsætninger for at fortsætte Celenias vækst og succes, siger Henrik Kristiansen, som i sin nye rolle fortsætter i Celenias bestyrelse og direktion.
Rex A. Clausager kom til Celenia for knap et år siden og har hidtil haft titel af Vice President med ansvar for salg og administration. Han kom fra biotek-virksomheden Genus PLC, hvor han var ansvarlig for selskabets nordeuropæiske aktiviteter.
- Jeg ser et stort potentiale i Celenias dygtige medarbejdere, og de fortsat store forretningsmæssige muligheder vi har for at være med til at bane vejen for Microsoft Dynamics-produkternes succes, siger Rex A. Clausager.
Kilde: Celenia - http://www.celenia.dk