Kamstrup har fundet den udenlandske platform
Ekspansionen i udlandet er gået stærkt hos Kamstrup. De kommende år vil målerproducenten fortsat åbne nye afdelinger. Dog træder man lidt på ekspansionsbremsen.
Resultatet er, at målerproducenten i dag er repræsenteret på alle kontinenter - Antarktis er undtagelsen - med afdelinger i 23 lande og forhandlere i yderligere 40. Kernen i forhandlernettet er dermed på plads for Kamstrup, så nu skruer man lidt ned for ekspansionstempoet
- Vi har stadig planer om nye afdelinger. Men de 23 lande udgør rygraden i forretningen, så vi er ikke lige så offensive som tidligere, siger senior vice president, Global Marketing i Kamstrup, Jesper Daugaard til Electronic Supply om udbygningsplanerne. Han uddyber, at en del af de ansættelser, der kommer rundt om i verden er en del af de 100 nye medarbejdere, Kamstrup vil ansætte i 2015.
Ressourcer til service
Temposkiftet i den udenlandske ekspansion hænger ifølge Jesper Daugaard sammen med, at det kræver meget arbejde og mange ressourcer at etablere sig på nye markeder og i nye lande:
- Vi vil sikre os, at ressourcerne er tilstede, så vi yder de eksisterende kunder det nødvendige høje serviceniveau.
Høster gevinsten ved at ligge i et foregangsland
Kamstrups succes i udlandet er hjulpet godt på vej af den fremsynede danske satsning på vedvarende energi og cleantech.
- Det giver medvind, at mange lande er begyndt at følge med, så de markeder, vi er tilstede på, er i vækst, siger Jesper Daugaard.