23948sdkhjf

Radiometer-direktør får æresmedalje

Direktøren for Radiometer China, Marvin Miao, har fået Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje.
Marvin Miao modtog diplom og æresmedalje efter at have løftet det kinesiske selskabs markedsandel til mere end 30 procent. Diplom og æresmedalje blev overrakt af Prinsgemalen til Marvin Miao i forbindelse med en privat rejse til Kina.

Den danske virksomhed Radiometer producerer hospitalsudstyr med primært fokus på måleinstrumenter, og Radiometers kinesiske salgsselskab har de seneste år oplevet en eksplosiv vækst. Siden Radiometer indtog det kinesiske marked i 2005, er selskabet vokset til at blive en vigtig del af vækstgrundlaget for hele Radiometer.

Radiometer China har i det seneste år stået for 25 procent af firmaets samlede vækst.

Ansat i 2004
Marvin Miao blev ansat i 2004 med det formål at etablere et nyt kinesisk distributionsselskab for Radiometer. I 2005 åbnede Radiometer China med salgskontorer i Beijing, Shanghai og Guangzhou med i alt 12 medarbejdere.
Siden da er selskabet vokset betydeligt, og medarbejderstaben tæller nu 145 ansatte fordelt på 27 kontorer i de kinesiske provinser.

Radiometer China har i dag en markedsandel på mere end 30 procent.

Lederskab fører til resultater
Marvin Miao er uddannet ingeniør ved Shanghai Jiatong Universitet og har tidligere arbejdet for GE Medical.

- Marvin Miao har bidraget væsentligt til disse enestående resultater gennem sit stærke lederskab, personlige engagement og hårde arbejde, siger Lars Secher, vicepræsident for sales i Radiometer, om den kinesiske direktør.

Lars Secher har høje forventninger til fremtiden for det kinesiske marked. På trods af en generel opbremsning i den kinesiske vækst, forventer Radiometer at øge sin markedsandel i de kommende år, så virksomheden vil opnå en markedsandel på 40 procent i 2016. Dette vil gøre Kina til det største marked for Radiometers produkter.


Fakta: Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje
• Tildeles personer eller danske virksomheder med hjemsted i udlandet.
• Prisen gives som anerkendelse for en fremragende indsats for at fremme afsætningen af danske produkter og tjenesteydelser i udlandet over en årrække.
• I 2013 blev Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje overrakt 19 gange, og modtagerne repræsenterer danske virksomheder på markeder over hele verden.
• Moderselskaber til tidligere modtagere siger blandt andet om prisen, at den motiverer medarbejderne på deres eksportmarkeder, og at det er en god måde at vise deres anerkendelse på over for udenlandske samarbejdspartnere og datterselskaber.
• Hædersprisen forvaltes af en jury, der består af: HKH Prins Henrik, Niels Due, Poul Due Jensen Foundation, Jens Hammer Sørensen, Hammer Sørensen Holding, Ulrich Ritsing, C.C. Jensen A/S, Kurt Skov, Blue Water Shipping A/S og Charlotte Laursen, Udenrigsministeriet.
• Med æren følger en medalje, et diplom og retten til at bruge hædersprisens logo og navn.
• Følgende sponsorer gør det muligt at uddele Eksportforeningens Diplom og HKH Prins Henriks Æresmedalje: AVK, Blue Water Shipping, ECCO, Foss, Lundbeck, Radiometer, Danfoss, Danish Crown, Grundfos, Haldor Topsøe, Maersk Container Industry og Oticon.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111