23948sdkhjf

Termas ordrebog bugner

2013/2014 blev et år uden vækst for Danmarks største leverandør til forsvarsindustrien. Ordreindgangen var dog markant, og det lover godt for de kommende år.
I 2013/2014 havde Terma en samlet ordreindgang på 1,455 mia. kr., og ved regnskabsårets udgang var den samlede ordrebeholdning på 2,507 mia. kr. Dermed er Terma ifølge CEO Jens Maaløe godt rustet til de kommende år.

- De fortsatte forsvars-nedskæringer i USA og Europa resulterer i stigende konkurrence og længere beslutningsprocesser blandt vores traditionelle kunder. Det har udfordret os gennem en årrække og har øget behovet for at sikre kontrakter på nye markeder inklusive Sydøstasien, Mellemøsten og Sydamerika, siger Jens Maaløe.

- Ud fra den erkendelse har vi i det seneste år reorganiseret og styrket vores salgsorganisation vedrørende vores internationale selskaber og kontorer. I den forbindelse har vi oplevet en stabil, global efterspørgsel efter løsninger, hvilket har resulteret i et markant aktivitetsniveau som svar på globale udbud, fortsætter han.

Effektiviserer sig til større overskud
Terma omsatte i 2013/2014 for 1,137 mia. kr. mod 1,140 mia. kr. i 2012/2013. På bundlinjen var der dog fremgang at spore, og overskuddet før skat steg med 10,9 mio. kr. til 53,9 mio. kr. Fremgangen i overskuddet skal blandt andet tilskrives de seneste års arbejde med at øge effektiviteten og sænke omkostningerne.

- Inden for alle forretningsområder og –programmer bruger Terma såvel nationalt som internationalt baserede leverandører og partnere. Vores globale leverandørliste omfatter i alt 700 leverandører, som især er placeret i Danmark, EU og USA. Til forskning og udvikling består leverandørlisten mest af danske virksomheder og forskningsinstitutioner, siger Jens Maaløe.

I de kommende år vil Lystrup-virksomhedens omsætning blandt andet blive positivt påvirket af flere langsigtede aftaler, som er blevet indgået i de seneste år. I 2013/2014 indgik Terma en aftale om levering af kompositkomponenter til BAE Systems og General Dynamics, og sidste år indgik man en aftale med Lockheed Martin Corporation og Northrop Grumman Corporation. Aftalerne løber frem til 2019/2020 og har en samlet værdi på 1,4 mia. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078