Selektro fejrer ejerskifte med nyt overskud
Administrerende direktør Karl-Peter Andersen har købt Jan Laursen ud af Møldrup-virksomheden, som netop har fremlagt regnskabet for 2012/13.
Ifølge Karl-Peter Andersen (billedet) er Selektro nu i absolut god form, økonomien er sund og kursen er sat mod fremtiden.
Adm. direktør Karl-Peter Andersen betegner i årsrapporten resultatet som tilfredsstillende og forklarer den beskedne nedgang i forhold til det forgangne regnskabsår med udgifter til IT-omlægninger samt øget salgs- og markedsføringsaktivitet på eksportmarkedet.
Planlagt generationsskifte gennemført
Netop Karl-Peter Andersen købte i starten af december den hidtidige ejer, Jan Laursen, ud af Selektro, så han nu selv er hoved- og majoritetsaktionær.
Selektro A/S blev etableret i 2009 ved en fusion mellem Skals Elektronik, som var ejet af Jan Laursen, og Echo Electronics, der var ejet af Karl-Peter Andersen, og allerede dengang blev det nu gennemførte generationsskifte planlagt.
Således overtog Karl-Peter Andersen direktørposten fra Jan Laursen med indgangen til 2013, før han altså overtog ejerskabet knap et år senere. 64-årige Jan Laursen vil dog fortsat bevare tilknytningen til virksomheden som teknisk rådgiver og konsulent.
Læs også: Ny generation fejrer den gamle hos Selektro
Selektro beskæftiger i dag 60 ansatte, som koncentrerer sig om at levere avancerede elektroniske løsninger og styresystemer til hårdt belastede og krævende miljøer, og virksomhedens kunder omfatter nogle af Skandinaviens mest betydende industrikunder inden for disse segmenter.
Ifølge Karl-Peter Andersen er det lykkes Selektro at ryste finanskrisen af sig gennem hårdt arbejde og et kontinuerligt fokus på tekniske rationaliseringer og innovation. Han forventer derfor, at virksomheden præsterer et forbedret resultat i indeværende regnskabsår.