23948sdkhjf

Aalborg-forskere udvikler e-væg til ældre

Elektronisk væg skal forbedre ældres livskvalitet, og Aalborg Universitet har førertrøjen i fælles-europæisk projekt.
Et EU-forskningsprojekt med 13 internationale partnere og et budget på over 65 millioner kroner skal i løbet af de næste tre år udvikle en elektronisk væg. eWALL-projektet bliver ledet af forskere fra Aalborg Universitet, som i denne uge har inviteret de udenlandske kolleger til fælles startmøde. Det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Hjerte- og lungelidelser, reduceret muskelfunktion og nedsat kontrol over bevægelserne er nogle af de fysiske skavanker, ældre borgere kan trækkes med, og som øger risikoen i hjemmet. Dertil kommer svigtende hukommelse, dårlig orienteringssans og en nedsat evne til at håndtere komplekse situationer. Eller tilfælde af mild demens, som kan kræve konstant støtte fra sundhedspersonale.

KOL og Alzheimer
Antallet af patienter med demens vil vokse med 40 procent i løbet af de kommende 20 år ifølge et konservativt skøn fra World Alzheimer Report. Et andet eksempel er KOL, som ventes at være den tredje mest almindelige i 2020.

- Kroniske lidelser kan blive forstærkede og mere komplekse med alderen, og det gør dem vanskelige at håndtere. De truer den enkeltes muligheder for at leve et selvstændigt liv, og samtidig er de en voksende udfordring for sundhedssektoren overalt i verden, fordi der bliver flere ældre. eWALL-projektet skal forsøge at tackle udfordringerne for ældre med kroniske sygdomme ved at udvikle en billig og let-installerbar præfabrikeret løsning, som kan monteres på en eksisterende væg, forklarer professor Ramjee Prasad fra Aalborg Universitets Center for TeleInfrastruktur, som er koordinator for det store EU-projekt, i pressemeddelelsen.

Demonstration i stor skala
Projektet vil udføre tværfaglig forskning, og der skal gennemføres en demonstration i stor skala, som underbygger konceptet med faktiske erfaringer vedrørende tekniske, brugerrelaterede og juridiske forhold. Løsningens betydning for de ældre brugeres livskvalitet skal måles, og der vil blive gennemført socio-økonomiske studier, som kan danne baggrund for anbefalinger til den sundhedssektor, der forhåbentlig på sigt kan udnytte mulighederne i de nationale sundhedssystemer.

Konsortiet bag eWALL tæller 13 partnere fra 12 lande: Aalborg Universitet, Hewlett Packard, Ericsson Tesla, Cure, San Raffaele, Roessingh Research and Development, Stelar Security Technology Law Research, Athens Information Technology, University Politehnica of Bucharest, Ss. Cyril and Methodius University, University of Montenegro, Technical University of Sofia og University of Zagreb.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078