Dansk firma skal samarbejde med chipgiganten Nvidia

Et dansk firma skal samarbejde med amerikanske Nvidia om udviklingen af kunstig intelligens (AI), der blandt andet kan bruges til at styre trafik og transport.
Det blev afsløret tirsdag aften på AI-konferencen GTC i Californien.
Der er tale om Milestone Systems, der har specialiseret sig inden for software, der optager, lagrer og behandler videomateriale.
Sammen med Nvidia, som er verdens førende producent af de chips, der anvendes til at skabe AI-modeller, har Milestone Systems påbegyndt Project Hafnia.
Det går ud på at bygge en platform, der kan træne såkaldte visuelle sprogmodeller, der kan analysere videomateriale.
Modellerne kan efterfølgende bruges til for eksempel at få en vurdering af den aktuelle trafiksituation i forhold til trafikmængde, kørselsforhold og uheld.
Forventningen er at kunne bearbejde videodata op til 30 gange hurtigere end i dag.
- Project Hafnia-platformen vil indsamle, anonymisere og kuratere data med ambitionen om at være verdens smarteste, hurtigste og mest ansvarlige platform for videodata og træning af AI-modeller, siger Thomas Jensen, der er administrerende direktør for Milestone Systems.
De finansielle detaljer i aftalen er ikke oplyst. Milestone Systems fortæller dog, at det er selskabet selv, der kommer til at eje og administrere platformen.
Milestone Systems har hovedkontor i Brøndby, men er til stede i 25 lande. Selskabet har mere end 1300 ansatte.
/ritzau/