Prevas taber penge
Områderne management consulting og produktudvikling giver stadigt problemer hos den svenske virksomhed.
- Resultat for tredje kvartal er svagt. Udfordringerne kan henføres til forretningsområderne produktudvikling og management consulting. Produktudvikling har haft en lav belægning hele året som en følge af et lavt aktivitetsniveau hos flere af vores store kunder, som er på det globale marked. Management consulting har vist en udvikling langt under vores forventning, siger Karl-Gustav Ramstrøm, CEO Prevas AB, til regnskabet.
Positive tendenser
Kvartalsregnskabet er ikke kun negativ læsning. Prevas havde en stigende omsætning i forhold til samme kvartal 2012. Den endte på 146,5 millioner svenske kroner, og det er en stigning på 11,5 millioner.
Forretningsområdet industrisystem er også i fortsat vækst. Her er omsætning øget med 25 procent igennem 2013. Virksomheden skriver også i en kommentar, at man oplevede en stærk ordretilgang i slutningen af tredje kvartal.