23948sdkhjf

Verdens største chipproducent vil investere over 100 milliarder i USA

Ifølge præsident Trump vil den enorme investering fra den taiwanske chipproducent skabe mere end 20.000 job

USA's præsident, Donald Trump, og lederen af den taiwanske chipproducent TSMC, C.C. Wei, har mandag annonceret, at TSMC planlægger at investere "mindst" 100 milliarder dollar i USA.

Det siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Taiwan Semiconductor Manufacturing Co. (TSMC), der hører til i det østasiatiske land af samme navn, er verdens største chipproducent.

Ifølge den amerikanske præsident vil investeringen skabe 20.000 til 25.000 job.

Der skal efter planen bygges fem nye fabrikker til at producere chips i USA, siger Trump.

Chips bruges i en bred vifte af elektronisk udstyr såsom bærbare computere, smartphones og biler.

TSMC står sammen med sydkoreanske Samsung for omtrent 70 procent af den globale mikrochipproduktion.

Den samlede investering fra TSMC i USA vil nå mindst 165 milliarder dollar, oplyser Trump. Det svarer til mere end 1100 milliarder danske kroner.

Investeringen markerer en massiv udbygning af amerikansk chipproduktion og kan få stor betydning for den globale halvlederindustri.

Hovedparten af pengene skal investeres i delstaten Arizona, siger C.C. Wei. Her har TSMC allerede investeret massivt, lyder det.

- Vi kommer til at producere mange chips for at understøtte fremskridt i AI (kunstig intelligens, red.) og for at understøtte fremskridt med smartphones, siger lederen af TSMC.

Verdens største chipproducent har længe stået over for krav om at flytte mere af sin produktion væk fra Taiwan, skrive AFP.

TSMC er ikke den eneste virksomhed, der planlægger investeringer i USA. Også techgiganten Apple har lovet en stor investering.

Selskabets administrerende direktør, Tim Cook, meddelte i sidste uge, at Apple vil investere mere end 500 milliarder dollar i USA over de næste fire år.

Trump har desuden opfordret virksomheder til at producere varer i USA frem for andre lande.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09