Danfoss halverer årsresultat: Laveste bundlinje siden 2015
Danfoss’ omsætning faldt i 2024 med 9 procent til 9,674 mia. euro (72,2 mia. kr.).
Operationel ebita faldt samtidig med 25 procent til 1,097 mia. euro (8,2 mia. kr.). Ebita-marginen endte dermed på 11,3 procent mod 13,7 procent i 2023.
Resultatet efter skat var 370 mio. euro (2,8 mia. kr.) – eller mere end en halvering fra 819 mio. euro (6,1 mia. kr.) året før. Det er det laveste resultat efter skat siden 2015, der endte på 348 mio. euro.
- Jeg er særligt begejstret for, at de stærke resultater i vores Climate Solutions- og Drives-forretninger fortsætter. Vi har styrket vores position i udvalgte højvækstmarkeder som datacentre, kommercielle varmepumper og udvalgte applikationer inden for elektrificering såsom det maritime område. Derudover har vi fastholdt vores høje investeringsniveau for at udvide vores udbud af konkurrencedygtige, innovative og førende teknologier og løsninger, siger Kim Fausing, koncernchef i Danfoss, i en kommentar til regnskabet.
Til gengæld kunne han konstatere at andre brancher trak i den anden retning. Det drejer sig blandt andet landbruget og byggebranchen, hvor stigende renter og lavere indtægter fik produktionen af nye off-highway maskiner til at falde. Elbilmarkedet blev også påvirket af en tilbagerulning af statslige incitamenter.
I bedst klarede forretningsområdet Climate Solutions sig med en ebita-margin på 16,9 procent. I Danfoss' største forretningsområde Power Solutions endte ebita-marginen på 12,0 procent, mens den i Power Electronics & Drives endte på 11,3 procent.
På grund af markedsafmatningen gennemførte Danfoss i 2024 en stor omstrukturering, som betød at medarbejderstyrken blev reduceret med cirka 2.700. Ambitionen har været en større grad af decentralisering.
Danfoss har fortsat en ambition om at udvide eller fastholde sine markedsandele. Omsætningen forventes i 2025 at ende på 9,5-11,0 mia. euro (70,9-82,0 mia. kr.) for hele året. Den operationelle ebita-margin forventes at lande på 10,8-12,3 procent som følge af vores fortsatte investeringer i nye produkter og løsninger.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | Mio. euro | Mio. euro |
Nettoomsætning | 9.674 | 10.654 |
Operationelt ebita | 1.097 | 1.455 |
Resultat af primær drift (ebit) | 754 | 1.252 |
Resultat før skat | 592 | 1.077 |
Årets resultat | 370 | 819 |
Balancestatus | 11.736 | 11.818 |
Egenkapital | 5.601 | 5.443 |
Antal ansatte | 39.360 | 42.054 |
Kilde: Danfoss |