Fynsk lyd-virksomhed lukker og slukker

Efter 10 år er det fynske lyd-eventyr Hall Audio fortid.
Det skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Hall Audio har specialiseret sig i trådløse streamingenheder, der kan modtage bluetooth- og wifi-signaler og dermed tilpasse ældre lydsystemer til moderne teknologi. Virksomheden har været drevet af ægteparret Ulrik Tuemand og Marie-Louise Larsen, men det var ikke længere holdbart, fortæller førstnævnte.
- Kort og godt handler det om, at det ikke er en bæredygtig forretning. Vi har kørt forretningen i 10 år, og i den periode har jeg nok fået løn en håndfuld gange, siger Ulrik Tuemand.
Ulrik Tuemand fortæller, at Hall Audio har haft over 80 forhandlere af sine produkter, der især har været rettet mod B&O-lydsystemer. Men det til trods har det været svært at få en økonomisk bæredygtig forretning op at køre.
Kærlighed til produktet og forretningen
For Ulrik Tuemand er det ikke uden vemod, at han og ægtefællen Marie-Louise Larsen nu må trække stikket på Hall Audio.
- Der er ingen tvivl om, at hvis der ikke var en kæmpe kærlighed til produktet og forretningen, så ville vi ikke have kørt det videre i 10 år. Så det er overhovedet ikke, fordi vi ikke har haft lyst til at drive virksomheden videre.
- Men hvis man ikke kan leve af det efter 10 år, så vil jeg sige, at det ikke er det rette sted at prioritere, siger Ulrik Tuemand om Hall Audio, der har haft produktionen i kælderen under huset i Brylle på det centrale Fyn.
Forretningen har været bygget op omkring produktion af trådløse forstærkere. Idéen med teknologien er, at der findes gode ældre lydsystemer, som ellers ikke er kompatible med moderne bluetooth- og wifi-teknologier. Tanken er således med Hall Audios produkter, at man fra sin mobil eller computer kan afspille musik på et ældre lydsystem.

En stor læringsrejse
I praksis er Hall Audios forretning ophørt allerede. CVR-nummeret eksisterer stadig, og der er stadig et lager. I første omgang har man ægteparret dog valgt at lave et clean cut og lukke ned. Når der på et tidspunkt er kommet ro på, kan der dog muligvis blive solgt ud.
- Så må vi se på, hvad der er tilbage, og hvad vi skal gøre ved det, siger Ulrik Tuemand, der desuden tilføjer, at han ikke har noget fuldstændigt overblik over, om der er noget på lager hos de forskellige forhandlere.
Ulrik Tuemand fortæller, at han nu er på udkig efter noget at lave. Han mener, at han har taget meget læring med sig fra Hall Audio:
- Selvom der ikke har været en økonomisk gevinst, så det været en kæmpe læringsrejse. Jeg har lært meget på det professionelle plan. Så fremover behøver det heller ikke være noget med lyd, jeg har bare fundet ud af, jeg er god til det her med at se et produkt blive udviklet fra start til slut, lyder det fra Ulrik Tuemand.
I løbet af de godt 10 års levetid har Hall Audio leveret årsresultater på mellem -106.000 kroner og 145.000 kroner.