Halv milliard i underskud hos fynske robotvirksomheder

Det går skidt for de to normale lokomotiver i den danske robotbranche, Universal Robots og MIR.
De to selskaber er ejet af amerikanske Teradyne. Teradyne oplyser i sit netop offentliggjorte 2024-regnskab, at robotdivisionen i 2024 havde et underskud over en halv milliard, eller mere præcist 554 mio. kr. (77,6 mio. dollars).
Det er væsentligt mere end sidste år, hvor underskuddet i divisionen lød på 388 mio. kr.
"Nedgangen (..) inden for robotter var primært drevet af fortsat svaghed i markedet for industriel automation og svagere salg i Universal Robots sammen med højere salgs- og administrative omkostninger", står der i regnskabet.
Det bemærkelsesværdigt, fordi Universal Robots alene har haft overskud i alle årene. Det store underskud i divisionen kan tyde på, at Universal Robots nu også har underskud.
De to robotvirksomheder, som til sammen udgør Teradynes robotdivision, har allerede reageret på de dårlige resultater. De fyrede i slutningen af januar 120 medarbejdere, svarende til hver tiende medarbejder. 52 blev fyret alene i det nybyggede hovedkvarter i Odense. Ved den lejlighed blev de to selskabers salgsafdelinger slået sammen for at effektivisere.
Faldende omsætning
Robotbranchen regnes normalt for en vækstbranche, og de to danske robotvirksomheder har da også leveret vækst i salget i en årrække. Men de to seneste år har budt på fald i omsætningen på i alt 10 procent. Omsætningen var i 2022 på 2,88 mia. kr, i 2023 på 2,68 mia. kr og i 2024 på 2,60 mia. kr.
Tallene er ikke længere delt op på henholdsvis Universal Robots og MIR som tidligere, så man kan ikke se, hvilket selskab, der står for den største tilbagegang. De to selskaber er nemlig slået sammen til et selskab under navnet Teradyne Robotics.
Teradynes hovedaktivitet er testudstyr til semiconductor-produktion. Teradyne leverer udstyr til elektronikindustrien i hele verden. Inden for det område har Teradyne et solidt overskud. Så samlet kommer Teradyne ud af 2024 med et overskud på 4,35 mia. kr (609,1 mio. dollars).