Nyt om navne: Ny innovationschef skal accelerere 3D-print i dansk industri
Ifølge Dansk AM Hub er der for lidt udveksling af viden om 3D-print på tværs af brancherne. Det vil organisationen gøre noget ved.
AM Hub samler virksomheder, uddannelser og vidensinstitutioner med interesse for digital produktion i et fælles økosystem, hvor aktører kan mødes, lære om teknologien, udvikle nye produkter og forretningsmodeller. Som ny innovationschef skal Birgitte Arendsdorf Olsen udvide netværket og samarbejdsprojekter yderligere:
- Birgitte er præcis den profil, vi har ledt efter. Hun har et særligt talent for at udvikle og kommercialisere teknologiske ideer og kommer med tyve års erfaring inden for strategi, forretningsudvikling, salg og marketing i SMV'er og startups i tech-, bygge- og turistbranchen. Dertil kommer hendes praktiske erfaring fra egen rådgivningsvirksomhed og som stifter af tech-virksomheden Enkl Sound Copenhagen, hvor prototyper blev 3D-printet. Vi ser frem til at trække på Birgittes enorme ekspertise, siger Frank Rosengreen Lorenzen, direktør for Dansk AM Hub, i en pressemeddelelse.
Birgitte Arendsdorf Olsens erfaringer tæller blandt andet otte års virke inden for salg og marketing hos Wonderful Copenhagen, ligesom hun har haft stillinger inden for samme felt hos industrivirksomheder som Unidrain og Kobots.