Regeringen vil præsentere milliardfond til oprustning af Danmark

Regeringen vil inden for de kommende dage præsentere en fond til hurtig oprustning af Danmarks forsvar.
Det siger Mette Frederiksen mandag efter et møde i Paris.
Udmeldingen kommer, efter at DR har erfaret, at der er tale om en fond på 50 milliarder kroner.
- Det allervigtigste budskab i aften er behovet for oprustning. Vi skal opruste i Danmark, og vi skal opruste i Europa, siger Mette Frederiksen efter mødet i Paris.
Her fastslår hun, at regeringen "inden for de nærmeste par dage" vil præsentere fonden.
Pengene i fonden skal gå til en lynoprustning af det danske forsvar, erfarer DR fra flere centrale kilder.
Fonden bliver ifølge kilderne omtalt internt i regeringen som "accelerationsfonden".
Mette Frederiksen understreger efter mødet i Paris, at truslen fra Rusland er reel. Derfor er der ifølge statsministeren ingen tid at spilde i forsøget på at styrke Europas forsvar.
- Vi skal undgå mere krig. Altså at Rusland på et tidspunkt flytter krigen fra Ukraine ind til andre europæiske lande, siger Mette Frederiksen.
I sidste uge offentliggjorde Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en ny trusselsvurdering.
Her vurderede FE, at Rusland har oprustet for potentielt at kunne udkæmpe en krig mod et eller flere Nato-lande i de kommende år.
Eller for at kunne føre en decideret storskalakrig i Europa inden for bare fem år.
Mette Frederiksen advarer om, at en for "dårlig" våbenhvile kan øge risikoen for et nyt russisk angreb.
- En våbenhvile i Ukraine kan lyde bedre, end det i virkeligheden er. For vi risikerer, at en våbenhvile ikke bringer fred med sig, men i virkeligheden sætter andre europæiske lande og Ukraine i en endnu farligere situation.
- Fordi Rusland måske bruger en våbenhvile, hvis den er på de forkerte præmisser, til at mobilisere og angribe ind i et nyt land, siger Mette Frederiksen.
Arbejdet med at oprette den nye fond har stået på gennem længere tid. Undervejs i forberedelserne har regeringen ifølge DR's oplysninger overvejet at placere op til 100 milliarder kroner i fonden.
Fondens størrelse ventes dog at ende på 50 milliarder kroner.
Ifølge DR's kilder skyldes det en vurdering af, at der i øjeblikket ikke er nok forsvarsmateriel i udbud til, at man vil kunne indkøbe for et større beløb.
De første 25 milliarder kroner fra fonden skal efter planen bruges allerede i år, mens resten af pengene skal bruges i 2026, siger kilderne til DR.
Jyllands-Posten har desuden skrevet, at regeringen har planer om at gå uden om de sædvanlige procedurer for udbud.
Den mulighed ligger i lovgivningen, hvis det er nødvendigt for at beskytte nationale sikkerhedsinteresser.
- Det allervigtigste budskab fra mig i dag er, at Europa skal opruste for at undgå, at krigen breder sig til endnu flere lande.
- Det bliver rigtig dyrt, og det er træls, at vi er bragt i denne situation. Men forudsætningen for, at Ukraine kan forhandle noget, der er positivt og godt med Rusland, er, at man lige nu fokuserer mere på våben end på våbenhvile, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/